Heste

Hestepraksis fungerer som udkørende praksis.

Vi kører ud og undersøger og behandler din hest, samt foretager vaccinationer, tandundersøgelser, kastration og lignende.


Tandpleje

Vi anbefaler at få din hests tænder kontrolleret jævnligt.
Dette kan typisk gøres rutinemæssigt ved den årlige vaccination,
eller på indikation. Selv helt unge heste kan have tandproblemer
(f.eks. tandkapper, se billedet til højre), og ikke alle heste viser symptomer på disse problemer. Symptomer kan f.eks. være problemer ved ridningen, at hesten taber foder ud af munden når den æder, at hesten taber sig, eller viser andre tegn på smerter fra mundhulen.

Hvordan foregår en tandraspning?

Hesten får en beroligende indsprøjtning, og når den er faldet til ro, indsættes en mundspærre, så hestens mund kan åbnes helt, og man kan komme til at se ind i mundhulen, undersøge de bagerste kindtænder, inspicere kinderne og tungen for sår osv.
Med en elektrisk tandrasp raspes tandspidser, ramper, kroge mv. samt korrigeres evt forkerte tandstillinger (bølgebid, trappebid mv.) Eventuelle ulvetænder kan fjernes.
Med denne metode sikres, at hele mundhulen er undersøgt og eventuelle problemer behandlet.

Opdaterede vaccinationskrav for Dansk Ride Forbund

Dansk Ride Forbund opdaterer pr 1/1 2013 reglerne for basis-vaccination af heste, der skal starte stævner under rideforbundet. Reglerne for basis-vaccination af heste bliver enslydende med FEI’s regler.
Vaccinations-strategien opdateres på baggrund af nyeste forskning omkring hestenes immunstatus ved forskellige vaccinations-strategier, hvor den nuværende strategi har vist sig ikke at være fuldt dækkende.

Heste der er basis-vaccineret efter 1. januar 2005 skal være vaccineret efter følgende strategi:
  • Basis-vaccination: To vaccinationer med 21-92 dages mellemrum
  • Booster-vaccination: Én vaccination tidligst 5 måneder og senest 6 måneder og 21 dage

         efter den 2. basis-vaccination.

  • Herefter skal heste vaccineres årligt (senest på årsdagen efter sidste vaccination).

       Der skal gå mindst 7 dage fra en hest er vaccineret og til den ankommer til stævne.

Heste skal basisvaccineres i henhold til vaccinens godkendelse. Godkendelsen kan læses ud fra vaccinens produktresume. De vacciner som er markedsført i Danmark er godkendt med et vaccinationsprogram, hvor booster-vaccinationen (tredje vaccine) tidligst gives mellem 5 og 6 måneder efter 2. basisvaccination.

Heste der er basis-vaccineret før 1. januar 2005, hvor de årlige re-vaccinationer er regelret fulgt, skal ikke have ny basis-vaccination, men må fortsat starte på baggrund af to basis-vaccinationer med 21-92 dages mellemrum.

Overgangsordning
Indtil 1/1 2013 kan hestene starte nationale stævner på baggrund af de gamle vaccinationsregler. Herefter skal alle heste, som er basis-vaccineret efter 2005, være vaccineret i henhold til de nye regler.

Internationale stævner under FEI
For heste der skal starte internationale stævner under FEI, gælder samme regler som beskrevet ovenfor. Reglerne er allerede gældende. Hestene skal dog også være vaccineret indenfor 6 måneder og 21 dage (halvårligt) før stævnestart.

Foderplaner

Der er stor forskel på kvaliteten af grovfoder, det er derfor en god ide at få lavet en foderanalyse så fodringen kan tilpasses til den enkelte hest. Foderets kvalitet ændres gennem oplagringsperioden, hvorfor det er nyttigt at få taget analyser både først og sidst i foderperioden.
Vi tilbyder hjælp til at lægge foderplaner, som er tilpasset efter individuelle ønsker om specifikke fodermidler.

Indvoldsparasitter

Indvoldsparasitter er ofte et problem på permanente græsfolde. Derfor anbefales det at få undersøgt gødingsprøver og behandlet inficerede heste. Dette gøres typisk inden hestene slippes på sommergræs, eller ved indikation. Ægudskillelsen for de fleste parasitter stiger i løbet af forsommeren og kan vise et billede af smittepresset fra overvintrende larver. Det er derfor en god ide at få taget gødningsundersøgelser fra din hestebesætning i perioden maj-juli afhængigt af vejret. Dette er især vigtigt på de folde hvor der går hopper med føl eller ungheste.
Der skal tages gødningsprøve af alle heste, idet det sagtens kan forekomme, at enkelte heste har mange orm samtidig med at andre heste på samme fold ikke har ret mange. det er et spørgsmål om immunitet (modstandskraft).
Føl og ungheste har typisk meget lavere immunitet end voksne heste.
Det kan også anbefales at tage gødningsprøver i perioden august - oktober (inden indbinding)
Om vinteren tages gødningsprøver kun på indikation.


Salg af Equistro produkter

 Vi forhandler Equistro produkter. Se produkterne her:

www.equidan.dk


 



© 2011 Dyrlæge Center Vest | CVR nr. 2829 8021

Programmeret og hosted af nordicweb